Dag 7: Holywell til Porthowan

En lille video fra vores tur på "Cornwall Coast Path". God fornøjelse

Klimaet i Cornwall

I Cornwall sner der ikke, får vi at vide, men der kan være lidt frost.

En fotograf, som forsøger at fange disse få øjeblikke af floraens skønhed
i nærheden af Holywell

Som de fleste ved,  så strejfer den varme golfstrøm Cornwalls kyster, og skaber et panorama af særlige smukke og dragende landskaber af flora og fauna. Faktisk er det også gældende for Færøerne og Irland med hensyn til den varme golfstrøm. I dette forår i Cornwall har der været mange storme og vandstanden har derfor steget meget. Der var sket flere skader end normalt for området. De fleste i Cornwall, som vi udveksler vind og vejr samtaler med, omtaler klimaforandringer.

Det kan da vist ikke blive så meget
smukkere denne flora med havets som
baggrund

Denne særlige udveksling om vind og vejr, husker jeg tydeligt fra min barndom. Det er faktisk et vigtig emne og ikke bare small talk.  Det er især når man vandrer eller når man skal være agtpågivende,  er det et væsentligt emne.  Det er egentligt et naturligt fænomen at tale om vejret. Det afgør mange forhold, men senere begynder man at gøre lidt nar af det. Vejret er noget som hører landmænd og særlinge til, såsom de der jyder derovre, forlyder det fra København. Nu bor jeg selv i København, men kommer fra Jylland.
Vejret er med til at føle sig i pagt med naturen, når man begynder for alvor at tage det som et naturligt fænomen uden at det blive en hindring for dagens sysler, men i stedet forsøger at tilpasse eller indordne sig. Der er mange måder at tilpasse sig dagens vejrudsigt, men det er ikke således at forstå, at det blive på ryggen i sofaen. Der har man vist trukket en nitte, hvis det opfattes sådan :-)

Tree Echium (også kaldet
gigant slange/hugorm hoved),
hedder denne særlig art
og kan blive op til 3 - 4  meter høje

Disse ruiner er gamle efterladte
tinminer. De pryder i landskab selvom
de er noget forfaldne. Det er ligesom
gamle romerske broer og akvædukter. De
har en historie at fortælle. 

Dagens Strækning

Vi forlader Holywell med et smilende hjerte. Her er så god energi, at min tanker ofte drages tilbage til Holywell efter vandreturen. Noget af mig er stadig dér :-)

Vi skal gennem et militærområde og selvom det lyder lidt trist, er det det ikke på nogen måde.  Det er et meget flot område og det er som om at der ingen folk er til stede på militærbasen, men jeg bliver i tvivl, når jeg passerer. Der holde nogle biler hist og pist. Har de gemt sig inde i bjerget? Nå, men det er noget af en oplevelse og det afløses af et nyt smukt skue. En strand med sand, sand og sand. Her er det bare med at få taget skoene af og sjoske enten i vandkanten eller bare i det rene sand. Det er helt unikt at få luftet sine tæer og bare have kontakt med moder sand helt ind til byen Perranporth. Byen er opkaldt efter Sankt Piran (Cornish: Peran) eller Pyran. Han var skytsengel for tin-minerne men egentlig også for Cornwall. Det er Ærkeenglen Mikael også, så begge kan gøre krav på titlen som skytsengle for stedet.

Åbenbaringer er ikke kun et religiøst fænonem. 

Lige her, i dette nu. Intet kan være smukkere. Holywell
Beach med den hellige kilde

I Perranporth slår vi os ned for at hvile lidt, får lidt kaffe og kage. Vi anskaffer en tidevandstabel på turistbureauet. Vi får aldrig brug for den, da folk vi møder på vores vej,  fortæller os hvad vi har brug for. Det er næsten selvskrevet ved vandringer, at alt kommer til én, hvis man tør at give slip og tror på det bedste. Vi finder altid det eller dem, som vi har brug for og vi får så og sige, så mange åbenbaringer at det ikke er til at gengive. Det som jeg har tænkt over er at ordet åbenbaringer, ikke er for stort at bruge. For hvad er åbenbaringer? Er det noget som har et religiøs sigte? Nej, og det er det, som gør ordet åbenbaring så vanskeligt at bruge. Åbenbaring kan være religiøse erkendelser, men det kan også være erkendelser der bare kommer som "et lyn fra en klar himmel". Det kan komme i form af et symbol, et billede, et indre levende syn. Det er noget alle har evne til at modtage og kan opleve, og måske bare ikke er opmærksomme på det. Jeg var ikke opmærksom på det, idet jeg mente at lille jeg ikke kunne få sådanne nogle. Jeg ser disse "åbenbaringer" som billeder og netop som "et lyn fra en klar himmel". Det tror jeg mange får, men som slår det hen til ikke at være noget særligt.
Hvis man føler sig snydt og gerne vil have en åbenbaring, kan det ganske enkelt skyldes at man er så optaget af hverdagen og dens indhold at man ikke mærker at omgivelserne forsøger at kommunikere med én eller at man har et indre liv, som forsøger modsat at kommunikerer mere åbenlyst. På vandreture som denne og mange andre, kommer disse oplevelser af åbenbaringer og det kan slå én ud af den vante rytme eller kurs og få én til at begynde at mærke "nærværelse" af dette noget, som pludselig er tilstede. Det er denne samklang af ydre og indre oplevelser som kan være så overvældende og absolut vanskeligt at forklare. Det er fordi det er noget man selv skal erfare.  Man kan ikke læse sig til det, men kan højst få kendskab til det fra andre. Men egen erkendelse kommer kun ved den nærværelse der er tilstede lige her og nu og som vandringer er så gode til at vække i én. Det at bevæge sig op til mange timer dagligt, giver én energi-flow i kroppen, så man er så træt, at alt der normalt bruges tid på er droppet til fordel for andre indtryk. Det er her man opdager at der bliver gjort nye erkendelser og det er disse som kaldes åbenbaringer, idet de kan komme formløse og pludseligt. Der står man med nye indtryk, tanker og inspirationer. Hvor kom de dog fra? Det kan komme som billeder, der giver en a-ha oplevelse af større eller mindre karakter. Åbenbaring er det som kan trække himlen ned på jorden uden at det skal opfattes udelukkende som af religiøs karakter.

St. Agnes

Her sætter vi os for at spise. Vi finder et skønt lille hyggeligt sted ved The Driftwood Spars, hvor man også har mulighed for at overnatte. Vi får maden serveret på et stykke skifer. Jeg vil gerne eje sådan et serveringsbræt, men finder aldrig ud af hvor jeg kan købe det. Det må vente til en anden god gang. 

En serveringstallerken af skifer som er poleret. 

Endelig langt om længe når vi til Porthowan. Det er en lang dag for os. Vi henvender os til i en rodebutik og spørger om vej til Backbackers i Porthowan og får at vide at vi allerede er der. Det er en alt-mulig-blandet-landhandel-forretning som vi er havnet i. Det er også frisør og en tilbygget blomsterforretning. Ovenpå er der logi for vandrefolket. Der er simpelthen så rodet at jeg allermest har lyst til at skrige og finde et andet sted, men vi er for trætte og vi har reserveret på forhånd og indbetalt depositum. Jeg må give det hele en chance.  Om aftenen vælger vi at gå ned på den lokale restaurant og jeg bliver noget målløs, måske himmelfalden er et bedre ord i denne sammenhæng :-) Vi føler at vi træder ind i en anden tidsperiode. Et sted i 60'erne - en form for hippietid. En sær kalejdoskopisk oplevelse kommer os i møde. Maden smager dog godt, selvom vi nøjes med suppe. Men den er ikke til at sætte en finger på. Den er bare go'.

Dagens overnatning: Porthtowan Backbackers

Værten af logiet til venstre og min rejsefælle Jens